Ved at benytte denne hjemmeside, www.oplev.kolding.dk, accepterer du, at vi bruger cookies. Læs mere her

Ja, det er ok

Vandvejen - cykelrute

Vandvejen er en smuk cykelrute ved kysten. Ruten starter ved Koldinghus og fortsætter ud på Stenderuphalvøen, hvor du kan nyde den smukke udsigt over Kolding Fjord og Lillebælt.

De gamle Stenderup skove, Nørreskov, Midtskov og Sønderskov, strækker sig langs Lillebælts kyst og rummer et omfattende net af skovveje på kryds og tværs. Her er en rest af den store Farrisskov, der i middelalderen udgjorde et bælte tværs igennem Jylland. I skovene kan du finde 5500 år gamle stendysser og gamle gravhøje fra Bronzealderen, som er over 3000 år.

Ruten fører dig videre til Solkær Enge – et enestående naturområde med indsø, våde enge og et rigt fugleliv. Gør stop ved Skamlingsbanken og oplev en af Danmarkshistoriens vigtigste mindesmærker. Ved Skamlingsbanken befinder du dig 113 meter over havets overflade og kan nyde udsigten over hele området mellem Kolding og Christiansfeld. Skamlingsbanken er især kendt for de folkefester, der blev holdt i årene 1843-59 til støtte for den danske sag i Sønderjylland.

Ruten er 24 km og går både via asfaltvej og skovveje. Ruten er markeret med blå cykelskilte se også cykelfolderen for kort over området og cykelruter, der grænser op til Vandvejen