Ved at benytte denne hjemmeside, www.oplev.kolding.dk, accepterer du, at vi bruger cookies. Læs mere her

Ja, det er ok

Christinero

Året rundt er det en oplevelse at gæste Christinero, det lille fredede anlæg sydvest for Christiansfeld, som ejes af Brødremenigheden. Der er en vandretur ud til anlægget og retur på knap 5 kilometer. Download folder

Kammerherreinden anlagde Christinero

Det romantiske haveanlæg Christinero, som blev anlagt sidst i 1700-tallet, blev skabt af kammerherreinde Christina Friederica von Holstein, som kaldte den "Mine tanker". Gården, Favrågård, lå lige i nærheden af anlægget, og kammerherreinden kunne derfor let besøge stedet dagligt. Her levede hun og havde gode stunder, og her ligger hun efter eget ønske begravet. Efter Christina Friederica von Holsteins død kom anlægget til at hedde Christinero.

Oplev anlæggets gamle bygninger

I det 2 hektar store anlæg findes spor efter et par løvhytter bestående af lindetræer, der efterhånden er blevet ca. 25 meter høje. I løvhytterne blev eftermiddagsteen drukket efter middagsluren. Der findes også tre velbevarede bygninger: kogehuset, pavillonen og kapellet. I kogehuset blev kaffen og teen tilberedt, i pavillonen kunne man søge læ for vejrliget og kapellet blev formodentlig brugt til andagter. I anlægget er også to smukke damme med springvand.

Helt fra begyndelsen blev der i anlægget plantet sjældne og usædvanlige træer. Desværre gik omkring 80 pct. af bevoksningen til under orkanens rasen i 1999. Der er siden blevet plantet flere træer.

Parkering:

P-pladsen efter Gl. Præstegårdsvej 5, 6070 Christiansfeld

P-pladsen ved lågen indtil Christinero - der er kun tilkørsel med bil syd fra ad Hjerndrupvej

 

Guidede gruppeture til Christinero

Christiansfeld Centret arrangerer stemningsfyldte ture med guide til Christinero for grupper.